0 - 0,00 kr.
Her får du opskriften på de lækreste chokoladeovertrukne mandler med havsalt

Når den danske kulde nærmest insisterer på indendørshygge med levende lys og julegodter, så er der intet andet for – vi må i køkkenet! 😉

December er en ’slikmåned’ for mange, og derfor er det oplagt at lave nogle sunde(re) snacks. Denne opskrift er super simpel. Du skal kun bruge 3 ingredienser; og voilà! – lækre sunde snacks til den søde tand.

Mandlerne kan erstatte fredagsslikken, stilles frem til gæster eller du kan tage en lille håndfuld med i madpakken. Disse mandler er ren (selv)forkælelse.

Det er efterhånden ingen nyhed, at chokolade og havsalt komplementerer hinanden utrolig godt. Vi anbefaler naturligvis, at du bruger god havsalt og en god mørk chokolade. Rigtig god fornøjelse!

Ingredienser til mandler med chokolade og havsalt

200 gram mandler

100 gram mørk chokolade

Lidt havsalt

 

Sådan:

  1. Knæk chokoladen i mindre stykker.
  2. Smelt chokoladen over et vandbad.
  3. Tag den smeltede chokolade af varmen og put mandlerne ned i chokoladen. Rør godt rundt.
  4. Put mandlerne i et fad beklædt med bagepapir. Fordel dem godt så de ikke ligger i én stor klump.
  5. Drys med lidt havsalt.
  6. Lad køle en halv times tid (eller mere).
  7. Knæk mandlerne og smag dem til. Drys med lidt mere havsalt hvis nødvendigt.